Translate

søndag den 3. september 2017

Når man sanser verden anderledes.

Som jeg har været inde på i tidligere indlæg, så har jeg nogle sansemæssige udfordringer. Jeg vil i dette indlæg komme nærmere ind på hvordan det påvirker mig og min måde at opfatte verdenen på og hvad jeg gør for at afhjælpe det.


Omkring 80 % af mennesker med autisme spektrum diagnoser oplever en eller form for sanseforstyrrelser, og det kan være alle de klassiske sanser  syns-, lugte-, smags-, høre- og følesansen, men også balance og krop sans som er dem der fortæller os hvor vi er i forhold til vores omgivelser. De sanser jeg har de største udfordringer med er høre, føle og balance og krops sansen, men også syns og smags sansen volder mig ind imellem problemer.


Høresansen

Høresansen er nok den jeg er mest udfordret på. Jeg har i modsætning til de fleste andre intet filter til at sortere lydindtryk, hvilket vil sige at alle lyde kommer ind med lige stor styrke, det betyder blandt andet at det kan være rigtig svært for mig og kræver mange kræfter at føre en samtale, hvis jeg er et sted med meget larm eller mange samtaler på samme tid.
Det betyder også at mange helt almindelige dagligdags lyde er  belastende og en del gør direkte fysisk ondt, som om nogle stikker nåle i min øregang. Nogle af de ting som er svært for mig, er lyden af andres samtaler ( ja det lyder måske arrogant, men sådan har jeg det altså). Det er især hvis der er flere forskellige som har gang i separate samtaler samtidig. Det er motorcykler og biler som dytter og en masse andre lyde.

Noget af det jeg gør for at gøre det lettere for mig at være i en verden som virker meget larmende og overvældende,er at jeg har et par støjreducerende høretelefoner og så har jeg et par formstøbte musik ørepropper og formstøbte sovepropper, min høresans lukker nemlig ikke helt ned selvom jeg sover, så bruger jeg ikke sove propperne vågner jeg med meget ondt i hovedet, jeg bor desværre ud til en vej hvor der køre mange biler, også om natten. Det skal så siges at selvom jeg på ingen måde kan undvære hverken ørepropper eller støjreducerende høretelefoner og synes de hjælper rigtigt meget, så tager de kun toppen og jeg kan stadig høre næsten alt og har ikke den boble agtig fornemmelse, som jeg har hørt andre beskrive. Dette skyldes ( og det her er kun en teori) at jeg absolut intet filter har, så når jeg bruger mine høretelefoner eller ørepropper får jeg kunstigt det filter som de fleste andre har naturligt, mens de jo får et ekstra filter.

Følesansen
Lad mig sige det med det samme, jeg forstår ikke hvad al den berøring skal til for?! Jeg synes generelt berøring er ubehageligt og ofte gør det også ondt på mig. Der er ganske få personer hvis berøring ikke er ubehagelig for mig og selv der kan jeg på dårlige dage heller ikke lide deres berøring. Det værste er dog fremmede mennesker, det synes jeg er enormt ubehageligt og derfor er det også en udfordring for mig at køre i bus og generelt være steder med mange mennesker for chancen for at nogen snitter mig er meget stor.  De fleste vil enten ikke bemærke det eller i hvert fald svagt bemærke det, for mig føles det som personen som snittede mig i virkeligheden gav mig et knytnæveslag. I  bussen vil jeg allerhelst sidde inderst, hvis det ikke er en af de busse med én mands sædder. Man skulle tro at jeg ville mig spærret inde, hvilket jeg på en måde også gør, men sidder jeg inderst så kan jeg kun blive rørt ved på den ene side, mens sidder jeg yderst kan både personen der sidder ved siden af mig og dem som går eller står på midtergangen røre ved mig. Og når jeg siger røre ved mig er det ikke kun det at de røre ved mig med deres arm, men også det at deres ærme eller en flig af deres jakke eller en rem fra deres taske røre ved mig, der føles meget ubehageligt og gør ondt, det værste er hvis jeg kan få plads ved et firemands sæde og personen overfor mig kommer til røre ved mit knæ med sit knæ, det har fået mig til at stå af bussen flere gange.

Ikke kun berøring er svært for mig det er også ret besværligt hvad tøj angår. Jeg kan
f.eks slet ikke klare uld, det er der mange der påstår at de ikke kan, men ved mig er det bare det, at der er en lille bitte smule uld i stoffet, er der f.eks 3% uld i stoffet, vil jeg udelukkende kunne mærke de 3% og ikke det 97% andet og det vil føles som en blanding af brændenælder og små bitte nåle imod min hud. Endvidere kan jeg slet ikke klare mærker i tøjet og skal have dem fjernet helt og aldeles, hvilket som oftest resultere i at jeg har huller i mit tøj, men det tager jeg med, hellere det end “mini kaktusser” i mit tøj. De fleste af mine t-shirts vender jeg vrangen ud på fordi jeg synes syningerne gør ondt, sjovt nok så genere syningerne mig ikke når det kommer til skjorter, tror der bliver brugt noget blødere tråd, så skjorter går jeg en del med, og så har jeg opdaget glæden ved oversized t-shirts, som jeg heller ikke behøver at vende vrangen ud på. Strømper har jeg det også stramt med, de gør ondt at have på fødderne, det føles som om mine fødder er ved at blive kvalt, det ved jeg naturligvis godt at de ikke gør, men det er ikke desto mindre er det sådan det føles. Strømper er noget jeg har på, så jeg ikke får vabler når jeg har sko på. Jeg kan heller ikke have hjemmesko på af samme grund og selv om vinteren hvor der er koldt i min lejlighed ville jeg hellere fryse mine bare fødder end tage strømper og hjemmesko på. og BH’er uden at gå i detaljer lad mig bare sige, at jeg ikke er fan, det samme gælder i øvrigt jakkehætter.

Selvom der som beskrevet herover, er rigtig mange ting som jeg ikke kan lide følelsen af, så har jeg samtidig brug for rigtig meget sensorisk input og vil helst gerne prøve at røre ved alting, det er dog lidt svært at komme til, men jeg røre ofte ved ting jeg går forbi, tøj ( som hænger på tøjstativer inde i byen) husmure, blade på buske, lygtepæle og alt muligt andet. Jeg “ser” lige så meget verden med mine fingre, som med mine øjne.



Krops og balancesansen
Det her er straks lidt svære at forklare, men jeg vil gøre et forsøg. Først og fremmest er  min balance ret dårlig, hvilket for mit vedkommende resultere i at jeg altid er svimmel, det er dog værst når der er mørkt. Jeg er ikke mørkeræd, men pga svimmelheden bryder jeg mig ikke om at gå steder med svag belysning når der er mørkt. Jeg er samtidig natte svagtseende og der skal ikke være ret mørkt før jeg føler jeg har svært ved at orientere mig.


Som jeg tidligere har beskrevet, blandt andet i mit indlæg om Djurs Sommerland og ledsagerkort så har jeg MEGET svært ved at stå i kø og i det hele taget at være fysisk tæt på andre mennesker, især fremmede eller mennesker som jeg ikke kender ekstremt godt. Det drejer sig ikke kun om berøring, men også om at min personlige grænse hvor tæt folk kan gå på mig er meget lav, jeg har nemlig en meget dårlig fornemmelse for hvor jeg er i forhold til andre, det betyder at jeg føler at alle er ved at gå ind i mig og står alt alt alt for tæt på mig. Jeg føler jeg er ved at blive kvalt og får ofte en kvalme agtig fornemmelse. Fordi jeg kan mærke alle andre i et rum ( især hvis det er et lille rum) kan jeg bedst lide når alle sidder ned, bevægelse skaber simpelthen for meget uro i mit system og fordi jeg som tidligere nævnt er meget lydfølsom og ikke kan sortere lyde, så har jeg det også bedst med at der ikke bliver snakket for meget, dette er ofte blevet opfattet som arrogance fra min side og at jeg mener at jeg er bedre end andre, det er IKKE tilfældet jeg føler ikke at jeg har mere ret til noget som helst, det er et udtryk for at jeg har det MEGET svært i sociale situationer med mere end 5-6 mennesker.




Syns og smagssans
Syns og smagssanserne har jeg ikke de helt store problemer med, dog ser jeg alle detaljer på én gang hvilket er ekstremt trættende og smagssansen har jeg ikke rigtigt nogle problemer med, jo der er da ting jeg ikke kan lide, men sådan har alle det jo. Jeg oplever til gengæld at der bliver flere og flere teksturer jeg ikke kan holde ud at have i munden og som ganske enkelt giver mig kvalme. Det sammenlagt med at min ADHD medicin giver mig nedsat appetit og træthed og manglende overskud, kan gøre det svært at få spist ordentligt og nok( overskuddet hænger også sammen med mine sansemæssige problemer).


Jeg håber mit indlæg har givet et indtryk af hvad os med sanseforstyrrelser kæmper med og rigtig mange tak for at læse mit indlæg. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Søg i denne blog

Sidevisninger i alt